Blondinen og unghanen
Trænger den sædvanlige lørdagskylling til lidt opdatering?
Retten her med unghane og Blonde Ale kan nemt gå hen og blive en ny familie favorit. Kødet er lyst og lækkert og hertil passer Blondinen super godt – både i og til retten. Måske du også bliver nødt til at smage på den undervejs. Det er jo vigtigt med kvalitetskontrol!
Valget af øl til denne ret er naturligvis vejledende. Du kan sagtens bruge andre af vores lækre øl. Vi anbefaler dog at vælge lyst øl til lyst kød. Så pilsner, IPA eller lignende vil være at foretrække frem for Brown Ale eller Porter.
Ingredienser
• 1 unghane
• Fedtstof til stegning
• Lidt mel
• 3 skalotteløg skåret i grove tern
• 5 fed hvidløg
• 3 spsk tomatpuré
• ½ bundt persille
• 75 cl. Blonde Ale
• 2 dl. kogt perlespelt
• 2 dl. fløde
• 1 finthakket skalotteløg
• 250 g. cherrytomater
Tilberedning
1: Del hanen i bryst og lår og del igen låret i leddet og del brystet midt over.
2: Vend stykkerne i mel krydret med salt og peber. Steg dem i fedtstof i en gryde til de er brunet på alle sider.
3: Tilsæt løg, hvidløg, tomatpuré, persille og Blonde Ale til gryden og lad det simre under låg i 50-60 minutter.
Serveres med en cremet spelt:
Sauter det finthakkede skalotteløg i lidt olie. Tilsæt den kogte perlespelt og fløden. Lad det koge ind, til spelten er tyknet. Spæd evt. til med den gode sky fra gryden. Smages til med salt og peber. Til sidst tilsættes de halve cherrytomater.
Tips
Har du ikke mulighed for at få fat på en unghane kan retten også laves med en god stor kylling.
Øl til denne ret er naturligvis oplagt med Blondinen. Men også mere humlede øl kan gå rigtigt godt til disse retter med lyst kød. Vi kan derfor også anbefale at tage Alkymisten eller en Karate Juice til denne ret. Denne ret smager fantastisk i sig selv, men godt lyst øl til vil forstærke smagene og giver en rigtig god harmoni. Især IPA som også kan tilføje en smule bitterhed til retten.