Stoutfado
Inspireret af den græske gryderet Stifado kommer her en opskrift med saft og kraft fra fynsk porter og lækre krydderier.
Den lange tilberedningstid og øllets enzymer sikrer et super mørt resultat, og med det græsk inspirerede tilbehør kommer der næsten feriestemning omkring spisebordet.
Stifado er en rigtig traditionel ret, som man ofte støder på som turist i Grækenland – duften er ikke til at tage fejl af!
Til denne ret anbefaler vi Natpisseren som grundet dens tilsætninger af kaffe og vanilje giver en unik smag. Stjernekiggeren er også en god mulighed da dens tilsætning af lakrids og anis giver noget helt unikt til en god simreret som denne.
Ingredienser
• 1 kg. oksekød i strimler
• 1 kg. skalotteløg
• 5 fed hvidløg
• 7 dl. God stout fra Kerteminde Bryggeri (ikke for sød eller røget)
• 2 dåser flåede, hakkede tomater
• 1 lille dåse tomatpure
• 2 spsk tørret timian
• Evt. 2 tsk Nescafé
• 3 Laurbærblade
• Salt og Peber
• Olivenolie
Tilberedning
1: Skalotteløg og hele hvidløgsfed svitses i olivenolie i en stor gryde. De tages op igen, og derefter brunes oksekødet.
2: Hakkede tomater, tomatpure, øl, timian, laurbærblade og evt. kaffe tilsættes. Der hældes vand på så kødet er dækket.
3: Retten småkoger i 1- 1½ time, svitsede løg og hvidløg tilsættes, og det simrer videre knap en time eller til kødet er meget mørt. Om nødvendigt tilsættes mere væde i form af øl eller vand.
Retten kan tilføjes en mere dyb bitterhed ved at tilsætte lidt Nescafé eller stærk kaffe
Smag til med salt og peber, og juster efter behov syrlighed og sødme med lidt limesaft og honning.
Tips
Server den gerne med grove kartoffelbåde, tzatziki og græsk salat.
Stifado er en rigtig simreret så du kan med fordel lave den i rigtigt god tid og dermed få mest muligt ud af retten.
Og hvilken øl skal man så drikke til denne ret? Oplagt er naturligvis en af vores møre øl. Men grundet den stærke krydrede smag, kan en mere lys og mild øl som f.eks. Kongshøj Klassikeren eller Amanda Ale faktisk også være et rigtigt godt match.